(tilbage til Del 3)
Der var ikke haste [?] noget endnu, blev ved med regn og kulde, Karl gik på arbejde her og der, tog 4 kr. for en dag, hans mor [Karl] gjorde sig til at far [Karls far Niels Rasmussen] tog kuns 1 kr. pr. dag ved bønderne. Karl sagde, meget er steget mor, og nu i 15 år havde hans far bare siddet og set ud, var blevet et barn [dement?]. Den 2. november det år [1924] kom det sidste korn i lade på Råstrup [en stor gård længere nede på Råstrupvej]. Vi længtes efter USA, [overvejede] om vi skulle skrive til vor gamle chef der, om at låne og sende os rejsepenge, [han] ville gerne se os igen til at arbejde, vel, det blev ikke, [der] kom 7 tørre år derovre hørte vi fra vor familie.
Børnene og jeg tog til Bovense [til Emmas forældre] efter Jul, så nytårsaften brændte det gamle hus [Karls mors hus], Karl sagde han kunne ikke mere. Mor er hård ved mig slut dér.
Karl 10 måneder et sted [10 måneders fængsel for at sætte ild til moderens hus] , jeg til Ullerslev i en lille stue ved Thora [Emmas søster], siden en bolig ved en bager, rengjorde lidt der, ved Thora tit med at lave mad til Thorvald post [Thoras mand], hun ud som kogekone og værtsfolk i huset der hjalp jeg gerne med opvask.
Da Karl kom, var en Laurits Mortensen og det blev fodermester dér indtil 1. november., da drog vi til Munkebo, var træt af Petra [Emmas mor] og Thoras kræven arbejde uden penge. Vi var glade for pladsen på Rosengården [mellem Munkebo og Dræby], 24 à 26 køer og ungkvæg, vi skulle rense ved svin, dem fodrede Hans selv, en …
Ark 10, side 2
… dag far [Karl] rensede siger Hans hvad pokker som grisene ser ud på ryggen. Far sagde giv dem lidt bamolie også kaldet masken ud af ryggen, dog mente han ikke det kunne hjælpe, dog næste dag da vi tømte spande af til grisene, så vi der var smurt olie på. Senere sagde manden, du havde ret Karl, tak for rådet.
Alle køer stod tøjret og ude om natten, dog om det var det første eller andet år den 14. maj var alt hvidt af frost, og patterne næsten stive, så tog vi dem omgående på stald. Der var to foreningstyre, en stor på ca. 1800 pund, venlig, skulle gerne gnide sin pande på vores bagdel. Den ung [tyr] mere fræk, dog far [Karl] havde også orden med den. Når en kom med sin ko, og den unge tyr skulle ordne den, fnyste og brummende den efter de folk. Far gav ordre, lad koen komme her, du går ud, far gav fri til tyren, [i] et nu var det ordnet. Jeg kom engang derop og ballade i gården, den unge tyr var kommet løs, gik på gårdspladsen. Manden tog en pisk og slog efter den, den brummede og fnyste, manden ind af gangdøren. Så kom far [Karl] tog ved tøjret og i stald med den. En tid af sommeren stod de to tyre nær huset vi boede i, vi [bar] et kar ud fyldt med vand, så trak jeg dem begge til vands der, jeg gik baglæns ud, da lyder en stemme, er du “tosse” og trække de to djævle, så på ham, grinte, den gamle tyr gned igen panden mod min bagdel, ja se hans ansigt, jeg grinede, trak dem på græs igen.
Til gården var et stort stk. inddæmning, lig et engstykke, det var meget fugtigt, så der blev revnede patter. Gik ind til konen, spurgte, har du en gammel kop ]så] lad mig få stegefedt i den, til hvad …
Ark 11, side 1
… sagde konen, til kopatterne, nogen er revnede, så må dyrlæge give noget, kom med det fedt, jeg fik det. Patterne kom sig. 2 år der var herlig en sommeraften [at gå] op på toppen af det bakkede terræn, der var udkig over Odense og Kerteminde Fjordene. En tidlig morgen [med] solskin kom et stort flot skib på prøvetur til Gabet, så tilbage igen til værftet, et flot syn, det fik navn, dog har jeg glemt det. Så nogle dage efter det gled til havs.
Så 1. november 1927 drog vi til Kværndrup “Fallegård”, dog først i januar 1928 kom far [Karl] og propritæren op at skændes, så vi skulle ud med det samme [jeg tror det først er sket i januar 1929, for Margret er født på Falle]. [Vi] fik en lille lejlighed oven på en lade ved en der hed Ludvig. Esther Hanberg bor der nu. Det blev stenslåning og dræningsarbejde for far.
Til 1. april tog vi ned til adventisterne, [vi] kunne bo frit mod [at] jeg passede 3 à 4 køer, holdt rent og malkede. Fik 1 liter sødmælk hver dag, og kunne tage skum- og kærnemælk som vi havde brug for. Vi kom godt ud af det sammen.
I efteråret 1929 fik far [Karl] en slem iskias, [han] lå i tre måneder. [Der] var et møde ved Rasmus og Kamilla en lørdag, [der] blev banket på døren, [det] var Juhl Christensen fra lysbadeanstalten i Ringe. Hilste og talte pænt med os, spurgte om han måtte se fars [Karls] ben, det sagde far ja til, han så meget på det, siger Rasmussen, de kommer til at have nogle behandlinger, jeg giver dem gratis, kuns lidt til strøm. Karl sagde ja, der blev aftalt [en] dag, Kamilla og jeg måtte have ham under hver arm, ud i rutebil fra Gislev til Odense. Peter chauffør satte far af ved lysbadet. Turen kostede 25 øre pr. gang.
Ark 11, side 2
Far fik over 40 behandlinger, dog hjalp det ham.
Den søndag som Helmot, vi kom gående fra kirken ham og mig, [da] kom far os i møde næsten henne ved åen, vi blev begge chokeret, dog lo far, sagde, det er mig, jeg kan gå igen.. Da gik det godt fremad.
1. maj 1930 flyttede vi ind i huset ved Christian Sørensen, da var far valgt i landarbejderforbund[et], så skulle jeg stemple og krydse de [arbejdsløse?] der kom. Det passede vi i 8 år uden vederlag. Far [Karl] var kommet i herrekor i Kværndrup, og var Svend Snedker [fra koret?] der sagde få eget hus, kendte en at for hver 100 kr. vi gav fik vi 1000 [i lån?]. En søndag at Helmot var hjemme kom det på talefod, [og] op af lommen tog Helmot sin pung lagde 100 kr. på bordet, grinede, sagde, der er det 1000 kr. Så talte vi om at far [Hans Ditlev] måske kunne låne os 500 kr., jeg tænkte en del på at han havde hjulpet Martha og begge drengene med penge, så måske han ville hjælpe os. Leo cyklede med brevet, hørte de gamle tale om det, Petra sagde, de er ikke værd at hjælpe, fars [Hans Ditlevs] svar var, Emma er vort barn også, har vi hjulpet de andre, må vi også [hjælpe] hende. Far [Ditlev] sagde til Leo sig hjemme [at] jeg tager til Nyborg og sender dem.
Lars Sølvbjerg var [det] der talt[e] med [os] om jordstykke. I kan vente med at betale [til] når lånene er i orden, så der blev fart [på] med at grave. Alt grund- og kælderjord blev lagt ude foran huset, så muldjorden fra næste stykke lagt ovenpå leret, helt hen til bødkerhuset [nabohuset] der var faktisk et vandhul. Tjørnene blev hugget ned, [det] var dem der dannede hæk i alle de år og den dag i dag. Far [Karl] fik igen i perioder iskias.
Huset var bygget op på 14 dage …
Ark 12, side 1
… endnu kan jeg se Leo [komme] af med skoletøjet i det gamle [tøj], så med [til] at bære sten op til gavlene og skorstenen. Allerede 17. april blev der rejst tag, og tømreren [der] bor her [på plejehjemmet i Gislev] i nr. 3, gik hen i fjord, sagde goddag, vi to kan fejrer 50 år i dag. Han kigge[de] på mig, da han så hørte hvem jeg var, gik mundtøjet på os, han blev tavs lidt, siger han så, Emma ved du hvad jeg fik for tømmer og arbejde, [jeg] svarede nej, i alt blev det 1.558 kr. I alt med jorden, vinduer og døre kom det op på 6.000 kr.
Vi lånte i Svendborg Bank, der har Axel Nielsen fra Nørremosegård lagt et godt ord ind, [han] var med i bestyrelsen, det vi betalte til blev lukket af de rige, var pind til deres ligkiste. Vi fik 500 kr. tilbage, da tog far [Karl] hen og betale tilbage til far [Hans Ditlev]. Det var “nej” Karl, dig om Emma er de eneste, giv mig en kvittering som “arv” efter os, er alt hvad jeg har fået.
Vi var glade for det lille hvide hus, da der kom skik på det, var det jordbærsalg til bagerens, centralen, doktors, dyrlægens, dagligt hele sæsonen, det gav også lidt penge.
Ved far [Karl] blev 50 år gav Peder [Karls søster Sofies mand Peter Buch] ham et bihus med bier, nogle måske gale, vel, det gik. Så lavede far flere huse, så der blev 5 at arbejde med, indtil Onkel Peter døde [i 1953], da blev der 22 huse mere. Faster [Sofie] fik halvpart af honningen, hjalp med foderet. Vi var begge to glade for de smådyr, alle [huse] blev vores da faster døde [i 1963].
I 1947 købte vi et stykke til af Møllegårdsjorden, [det] var fordi Luises kunne tænke at blive vores nabo, det var vi ikke glad for, så havde vi dem og børnene at evt. føde.
Ark 12, side 2
Hvad haven gav, hjalp os at blive der, når far [Karl] hvert forår og efterår havde den gigt at pines af, fik kun 12 kr. af hjælpekassen. Da begyndte jeg at gå og slagte gris ved Anna og Mads, og så koge til Holgers konfirmation, alt lykkedes fint, fortsatte at gå ud og slagte og kogning, samt bestemte vaskedage ved bager Clausens [i Kværndrup], og på Rubjerg 2 dage der, hver gang de var to søde rare, så rejste de til Jylland. Dog var jeg ikke arbejdsløs. Det var et liv med arbejde for os begge, [vi havde] gode børn som gav et nap i hus og have. Far holdt op i 1954, fik da sin invalidehjælp.
Vi klarede alt til 1984 [var det ikke 1983?], da far [Karl] faldt, fik brækket arm, senere hoften. Det skete 3 dage efter han var blevet 90 år, 4 måneder på sygehus, da tabte han modet, de [det var nu Emma] havde sagt at han skulle på plejehjem, sagde til Helmot og jeg da vi var og se til ham, vi kommer til at sælge huset far, jeg kan ikke holde dig om du falder igen, og jeg måske også, da gik det så hurtigt at Karen og Karl Damholt var købe og deres ønskehus, fik alle pengene, og nu her går dagene for mig, [jeg] savner ikke det i Trunderup, jeg kunne ikke mere.
[Jeg] er glad for hele vore børneflok, alle raske har arbejde, sunde og velskabte, så er jeg rig.
Ja, vores gåsegilder har nu glædet os meget, [vi] var samlet og med godt humør, ikke noget med fulde så de dinglede. Nu kan vi tænke og mindes de tider, jeg ønsker alt godt for min store børneflok
Mor, svigermor bedste og olde
